Når systemet er for dårligt til at opspore og hjælpe borgere med PTSD, mister vi mange torturoverlevere, og deres børn, som ellers kunne være hjulpet.
Sidsel Ana Welden, forfatter
Min far fik egentlig hjælp mange steder fra. Men han kom aldrig til den hjælp han egentlig havde brug for. Jeg opdagede først efter hans død, hvor slemt det egentlig stod til.
Min far var politisk flygtning fra Chile og torturoverlever. Men de første mange år af mit liv, var han jo bare min far. Og det var præcis også bare dét, han ønskede at være. Så han gjorde alt hvad han kunne, for at skjule sine traumer og opretholde facaden som en velfungerende far.
Men det var en facade, der en gang i mellem slog sprækker. Jeg tror, jeg var omkring 10 år, første gang jeg så traumerne, bogstaveligt talt vælte min far til jorden. Vi var ude at gå en tur, måske skulle vi bare finde en plads eller spise en is. Jeg kan ikke huske det.
En kvinde stod på et hjørne, hun gik mod os med sine hænder foldet som en lille skål. Hendes ydmyge måde at bede om penge på. Det var egentlig ikke uvant at støde på mennesker, som var nødt til at tigge i vores nabolag, men den her gang var det anderledes. Hun talte spansk til min far, og det eneste jeg husker er, at hun lagde en hånd på min fars hjerte, mens de talte. Et par minutter efter sad min far på knæ på jorden og hyperventilerede.
Mødet havde udløst et angstanfald. Dagen var aflyst, han var nødt til at gå hjem i seng. Han forklarede det ikke dér, men først senere, at det havde fremkaldt minder og billeder fra Chile at støde ind i denne kvinde. For mig var det en lille sprække der åbnede sig, hvor jeg begyndte at forstå, hvor meget smerte min far gik rundt med, men som han ikke kunne tale om.
Systemet vendte min far ryggen
Jeg er selv født i Danmark, så derfor deler min far og jeg ikke nogen egentlige traumer om at flygte eller at blive udsat for tortur. Det har også gjort det lettere for ham at skjule for både mig, min søster og min mor, hvad han kom fra. Men det har netop også haft enorme konsekvenser, fordi det betød, at han aldrig fik den hjælp han havde brug for.
I det miljø jeg voksede op i, var der nemlig ingen, der opdagede hvad min fars problemer egentlig handlede om. I stedet blev han primært beskrevet som misbruger, og han var i afvænning af forskellige omgange. Men hans misbrug var et forsøg på at hjælpe sig selv. Fortrænge og drukne de minder, der havde sat sig så dybt i hans sind, at de nu kontrollerede hans liv. Det var en måde at blive følelsesløs på. At få bare et øjebliks fred fra de flashbacks, der dukkede op når som helst. Som han ikke anede, hvordan han ellers kunne få fred fra.
Der var en grund til, at afvænning og indlæggelser ikke var nok. For der blev aldrig rørt ved roden af problemet. Det danske sundhedssystem var på det tidspunkt, og er det nok stadig ikke, rustet til at tage sig af så komplekse problemer som et misbrug i kombination med flere psykiatriske diagnoser udløst af krigens traumer.
Og fordi han både skammede sig og simpelthen ikke var i stand til at lukke op for alt det, han oplevede under militærdiktaturet i Chile, lukkede han aldrig os ind i det. Han ville hellere svinde helt ind, end at lade hans to døtre vide, hvilken tortur han var blevet udsat for. Stilheden omkring det gjorde det meget svært at være pårørende og datter til ham.
Selvom han også var den mest fantastiske og kærlige kreative sjove og omsorgsfulde far, så blev det med årene mindre og mindre, han kunne være der for os, fordi traumerne åd hans sind op og forkortede hans liv. Rigtig mange mennesker får ødelagt deres liv på grund af tortur, og det går desværre også udover en masse børn, som går glip af deres forældre, fordi de ikke får den rigtige hjælp.
Jeg tror for eksempel, at hvis der på min skole havde været et fokus på børn af flygtninge og en bevidsthed om, at mange af disse børn levede med traumeramte forældre, så ville man hurtigere kunne sætte ind for at give en specialiseret hjælp. Børnene er en vej ind til at hjælpe forældrene. Og at hjælpe forældrene er at hjælpe børnene.
Torturofre kræver specialiseret hjælp. Og især også med tanke på, hvor svært det er som flygtning at navigere i et dansk system, der i forvejen er indviklet. Hvis man ikke har dansk som sit modersmål eller ikke taler dansk endnu, bliver det næsten umuligt at søge om hjælp selv. Det ved jeg fra min egen far, der kæmpede med at finde mening i paragraffer, regler og dokumenter.
Hvis vi i stedet danner et stærkt netværk omkring børnene, og lærere får viden om det her emne, så kan det hurtigere blive en fælles indsats, som heller ikke efterlader børnene med alt ansvaret for at hjælpe deres forældre.
Så kan børn måske få lov at være børn, og forældre, som også er torturoverlevere, kan få mulighed for at være de forældre, de egentlige bare gerne vil være.