Alligevel ved jeg meget om, hvad min far blev udsat for i fængslet i Tyrkiet. I mine øjne har han altid været en helt, der har kæmpet for noget vigtigt.
Erbil Kaya, forsvarsadvokat, født 1980.
Min første erindring om min far stammer fra december 1985, da jeg var fem år gammel. Andre har måske erindringer nogle år før og mere intensivt med deres fædre. Det har jeg ikke.
De første fem et halvt år af mit liv boede jeg med min mor, farmor, farfar, tanter og onkler i et slumkvarter i Ankara. Min onkel havde en kiosk, hvor jeg fik gratis slik. Det var en glad og tryg barndom, hvor jeg legede med de andre børn på de ujævne veje og stier mellem husene, der var bygget på en skråning. Vi var næsten altid udendørs.
Min far var aktivist i et illegalt, tyrkisk venstreorienteret parti, som bekæmpede Kenan Evrens militærstyre. General Kenan Evren satte sig ved et kup i september 1980 i spidsen for en militærjunta, der opløste parlamentet, de politiske partier og fagforeningerne. I kølvandet på kuppet fulgte anholdelser, tortur og henrettelser.
Far hentede os i Kastrup Lufthavn
Indtil jeg var fem år gammel, levede min far enten under jorden eller sad i fængsel, hvor han blev udsat for voldsom tortur. Senere flygtede han til et naboland, hvor han igen blev fængslet og tortureret. Det lykkedes ham at komme videre til Europa, hvor han egentlig ville til Tyskland. På en eller anden måde havnede han i Danmark og fik asyl som politisk flygtning. Året efter blev min mor og jeg familiesammenført, og min far hentede os i Kastrup Lufthavn. Det er min første bevidste erindring om ham.
Vi flyttede ind i Tingbjerg-bebyggelsen i det nordvestlige København, hvor min far havde fået en lejlighed.
Den første tid var hård. Jeg var kommet til et land, hvor jeg ikke talte sproget. For mig var min far en fremmed mand, og bortset fra min mor var der ingen, jeg kendte. Jeg var min farmors og farfars første barnebarn, og hjemme i Ankara havde jeg været meget forkælet. Jeg fik stort set alt, hvad jeg pegede på. Det stoppede brat, da min far kom ind i billedet. Jeg kunne ikke tale med dem, jeg mødte, og jeg kunne ikke forstå, hvad der blev sagt i fjernsynet.
Jeg ville tilbage til Tyrkiet
Jeg ville tilbage til Tyrkiet. Jeg var blevet fjernet fuldstændig fra mine rødder og skulle lære alting forfra. Og det gjorde jeg så. Det var som at blive født på ny. Efter nogle måneder startede jeg i modtageklasse på Tingbjerg Skole, og jeg begyndte at gå til fodbold i Brønshøj Boldklub. Jeg kom i gang med mit liv i Danmark. Det samme gjorde mine forældre, som begge tog en pædagoguddannelse.
Jeg ved rigtig meget om, hvad det tyrkiske militærregime udsatte min far for i fængslerne. De gav ham elektriske stød, falanga-slag under fødderne og brændte ham med cigaretskod. De brugte gøende hunde for at få ham til at tro, at hundene ville angribe ham. Lyset var konstant tændt i cellen, og de overhældte ham med vand, når han sov. Alt sammen for at presse ham til at give oplysninger om sine kammerater. Men de kunne ikke knække ham.
Alt hvad jeg ved om min fars oplevelser i fængslerne, samlede jeg op ved at lytte til de voksnes snak derhjemme. Mine forældre havde tyrkiske og kurdiske partikammerater, der boede rundt omkring i Danmark, og som kom på besøg hjemme i dagligstuen i Tingbjerg.
De politiske kammerater betød rigtig meget for mine forældre. De mødtes ofte og talte politik. Når man som min far har kæmpet en vigtig kamp, så betyder den rigtig meget. Man smider den ikke bare væk.
Mine forældre og deres kammerater talte om, hvad de havde oplevet under deres illegale politiske arbejde, i fængslerne, under forhørene og torturen og på flugten til Danmark.
Jeg slugte det hele. Jeg ville altid lytte med til den der voksensnak. Den interesserede mig utrolig meget.
Far var en helt
Jeg husker det ikke, som om jeg gik rundt og bar på en byrde eller havde brug for at tale med nogen om det. Først og fremmest var jeg stolt. Jeg var stolt over, at min far var en helt, et forbillede og en revolutionær. Én, der havde kæmpet for noget og ikke bare snakket om at gøre noget.
Men det var ikke noget, jeg snakkede med kammeraterne om i skolen. Det var jo alt sammen noget, der var foregået langt væk, og de havde ikke den samme referenceramme.
Efter mishandlingen i fængslet kunne han ikke bruge sine arme og ben ordentligt, men heldigvis fik han behandling både for fysiske og psykiske skader.
Da jeg var barn, kunne min far blive vred over ingenting. Det er heldigvis blevet bedre i dag. Det kunne komme som et lyn fra en klar himmel. Hvis der var gået nogle dage, hvor han ikke havde set mig lave lektier, kunne han pludselig gå op i en spids. Og det hjalp ikke, at jeg forklarede, at jeg ikke havde nogen lektier for. »Der er ikke noget, der hedder ikke at have lektier for. Hvis læreren ikke har givet dig lektier for, kan du læse en bog eller en avis«, kunne han sige. Hans voldsomme temperament smittede af på mig, så vi havde nogle konflikter.
Fars tone kunne være hård
Hvis han skulle forklare et eller andet politisk, talte han nogle gange med meget store bogstaver. Det var, som om han ikke var åben over for, at man kunne være uenig med ham, og hans tone var hård.
Bagefter kunne min mor forklare mig, at jeg ikke skulle tage det alt for bogstaveligt, og at det ikke var min fars sande jeg, der talte. »Det er ikke rettet mod dig. Det handler om noget andet. Lad være med at optrappe den konflikt«, sagde hun.
Og selvfølgelig fortrød min far sine hårde ord ti minutter efter. Så prøvede han at sige undskyld på sin egen måde uden at sige undskyld.
For mine forældre lå det aldrig i kortene, at de kunne vende tilbage til Tyrkiet inden for en overskuelig fremtid. For mig og de fleste andre børn af politiske flygtninge gælder det, at Danmark aldrig har været midlertidigt. Jeg har altid set Danmark som noget varigt. For vi er i eksil og har slet ikke mulighed for at vende tilbage de næste mange, mange år. I modsætning til, som jeg oplever det, indvandrere, der meget har haft deres tanker i hjemlandet og skulle hjem en gang og derfor også har overført de tanker til deres børn. At vi skulle tilbage til Tyrkiet, er ikke en tanke, jeg er vokset op med.
I dag føler jeg, at jeg som forsvarsadvokat fører den samme kamp, som min far kæmpede i Tyrkiet. Men på danske præmisser. Det er en kamp for retssikkerhed, og den kæmper jeg, fordi jeg har en bagage med mig fra mine forældre.