Min far blev udsat for tortur i Saddam Husseins fængsler. Han var i en periode soldat i hæren, men drømte om at fiske, så han købte sin egen båd og ville tjene penge til familien ad den vej. Men sådan skulle det ikke gå. Han blev flere gange hentet ind til afhøring, hvor han blev udsat for tortur.
Amal, patient i DIGNITY
Det var ikke et liv, som han ville byde mig og min gravide mor, så vi flygtede til Kuwait, hvor vi alle sammen blev fængslet i 90’erne.
I fængslet blev min far og mor adskilt.
Begge mine forældre blev slået og udsat for tortur. Da min mor skulle føde min lillebror, blev min mor overflyttet til et hospital, imens jeg blev overladt til de andre kvindelige indsatte i fængslet i to uger. Én gang om ugen kom en vagt og tog mig over til min far. Han måtte kun se mig igennem tremmerne. Mange år efter fortalte han mig, hvor smertefuldt det var for ham ikke at kunne holde mig.
Efter seks måneder i fængslet fik vi mulighed for at komme til Danmark som kvoteflygtninge. Vi blev kørt fra fængslet og direkte ud til lufthavnen. Tre år gammel landede jeg, min mor, bror og far i Nordsjælland, hvor vi flyttede ind i et gult hus. Jeg fik en cykel, og jeg husker, at jeg virkelig elskede at spise noget så simpelt som brød med syltetøj. Jeg sad nogle gange bag på min fars cykel, mens vi kørte rundt.
Nabopigen blev min veninde. Jeg ser glad ud på billederne fra dengang. Men mine forældre havde det hårdt. De har senere fortalt mig, at de stort ikke talte sammen det første halve år, fordi de havde været adskilt i fængslet. De var i chok over alt det, de havde været igennem.
Traumerne vækkede hele familien om natten
De fleste af mine minder begynder i København, hvor vi flytter til, da jeg er omkring 7 år. Her blev min fars traumer fra torturen mere synlige for mig. Jeg husker, at han en sen aften, mens vi lå og sov, kom løbende ind i vores værelse og vækkede mig og mine søskende. Skynd jer! Løb! Løb! De bomber os, sagde han og løftede mine søskende ud af værelset, udenfor og ned bag en mur. Han var overbevist om, at bomberne faldt ned over os. Min far blev ramt af et mareridt og troede, han var tilbage i krigen mellem Iran og Irak. Min far isolerede sig i højere grad og kunne være ude at fiske i 10 timer. Det var hans terapi.
Det sværeste var nok, når jeg skulle tolke for mine forældre. De fleste læger og psykologer sagde, at jeg under normale omstændigheder ikke måtte, men at det gik den ene gang. Så sad jeg og oversatte for mine forældre i en alder af 10 år hos psykologen. De historier, som jeg hørte her, er svære at glemme.
Jeg havde også meget svært ved at få nye veninder, fordi jeg altid skulle hjem og passe mine forældre. Min mor var meget ensom og var syg. Jeg var derfor aldrig med mine veninder på caféer eller til andre sociale arrangementer. Ingen ville være venner med en, som aldrig var der. Jeg havde aldrig fri. Var jeg i skole, tænkte jeg på mine forældre, og når jeg var hjemme, hjalp jeg dem. Hjemme hos mig var rollerne byttet om. Jeg var forældre for mine forældre.
Derhjemme fik min far det sværere. Han kunne sommetider finde på at tale om torturen fra fængslet i Irak og Kuwait, når vi sad og så fjernsyn. Så fortalte han også om krigen, og hvad han havde set. Det hele ændrede sig for mig, da min mor kom i behandling i RCT (som i dag hedder DIGNITY), hvor jeg og mine søskende en dag kom med til familiebehandling. Det var her, at en psykolog første gang spurgte mig, hvordan jeg havde det.
”OK”, svarede jeg.
”Hvordan OK?”, spurgte hun igen.
Og sådan fortsatte det i næsten seks måneder, før jeg åbnede op. Det var det første menneske uden for familien, der for alvor fik historien om at være barn af to forældre med traumer fra krig og tortur.
Psykologen forstod, at meget af min barndom var blevet brugt på at passe mine forældre. Selv da jeg fik studenterhuen, skyndte jeg mig på arbejde og hjem bagefter. Det fangede psykologen. En dag gjorde hun noget, som jeg aldrig vil glemme hende for. Hun bad mig møde op på en café på Frederiksberg som led i behandlingen, og vi spiste brunch. Jeg følte mig fri i hendes selskab, og jeg kunne for første gang lette mit hjerte og bearbejde mine problemer.
Det er jeg meget taknemmelig for i dag.
Læger kan redde børn af torturoverlevere
I dag bebrejder jeg ikke mine forældre for min opvækst. Tværtimod. Jeg elsker dem højt, og de kunne ikke have gjort meget anderledes i deres tilstand.
Min far har fået behandling, men han bliver aldrig helt rask. En gang imellem cykler vi ud til Silvan, hvor vi går rundt og kigger på værktøj, og så spørger han mig: Er dette værktøj produceret i Kina eller Tyskland? Og så oversætter jeg det for ham. Der kan vi sagtens brugte et par timer sammen. Det gør ham glad.
Som barn af torturoverlevere har jeg et råd til lærere, læger og pædagoger og andre i det offentlige system. De skal blive langt bedre til at spotte sådan nogle som mig, når vi er helt små og henvise os til professionel hjælp. Er vi børn af torturoverlevere, skal vi med det samme tilbydes behandling. Jo tidligere man kan hjælpe, desto bedre.
Jeg fik en uddannelse, har et godt arbejde og en dejlig familie i dag. Traumerne mærker jeg stadig, men jeg er et andet sted i mit liv og har fået hjælp. Mine børn giver mig styrke og håb. Det gør det også at fortælle min historie til inspiration for andre børn af torturoverlevere.
Skribenten har ønsket at optræde anonymt med det fiktive navn ’Amal’.
Hendes fulde navn er redaktionen bekendt.