Før krigen i Eksjugoslavien havde jeg verdens kærligste far. Han blev udsat for tortur under krigen, og selv om han kæmpede for at rejse sig igen, så fik jeg ham aldrig helt tilbage, fortæller Aida Grollov.
Aida Merdanovic Grollov, 35 år, cand.merc.
Før min familie flygtede til Danmark, boede vi i Vitez i Bosnien, en mindre by, der var omringet af smuk natur. Vi havde et sommerhus i et bjergområde, hvor vi tilbragte det meste af vores tid. Min far, der var sociolog, lærte mig om naturen og dyrene, og når jeg legede ’køkken’ og tilberedte mad af blade, jord og sten, så legede han altid med og tog det lige så alvorligt som mig.
Min far vidste også, at jeg elskede at danse, så en dag kørte han mig over til sin ven, som ejede et diskotek. Min far spurgte ham, om han undtagelsesvist ville åbne diskoteket for min skyld lidt tidligere. Så satte min far sig i et hjørne med sin kop kaffe og smilte til mig, mens jeg alene på dansegulvet levede mig ind i musikken og var dybt betaget af de skiftende diskolys og røgmaskinen. Den dag glemmer jeg aldrig.
Krigen bryder ud
De første år af mit liv var præget af tryghed og kærlighed. Alt ændrede sig med krigen i 1991, som førte til Jugoslaviens sammenbrud. Jeg var syv år gammel.
Da krigen var i sin begyndelse, flygtede min mor og jeg til Kroatien. Min far blev tilbage for at passe sit arbejde, for ingen troede, at det ville ende, som det gjorde. Sammen med andre kvinder og børn flygtede vi over bjergene mellem Bosnien og Kroatien. Undervejs blev vi beskudt, men ingen kom til skade.
Først boede vi hos min morfar i Kroatien og troede, at dette blot var et forlænget ferie, indtil der faldt ro på igen. Men krigen tog til for hver dag, og efter vi indså dette, blev vi indlogeret i en flygtningelejr sammen med andre bosniske flygtninge – primært kvinder og børn. Fuldt bevæbnede braste de kroatiske soldater ind på vores værelser om natten og truede os. Nogle af dem havde elefanthuer på. Man vidste, at de ville komme, men aldrig hvornår – jeg var altid bange om natten.
Min far ville ikke flygte fra Bosnien, fordi han håbede, at krigen snart ville drive over, og vi kunne genopbygge vores liv igen. To gange flygtede han ind over grænsen for at besøge os. Én af gangene havde min far en hvid kanin med, fordi han vidste, hvor meget jeg elskede dyr.
Min far var en respekteret mand qua sit arbejde. Han brugte sin stemme til at arrangere demonstrationer og overbevise folk om, at krigen ikke er løsningen. Da krigen brød ud, blev han taget til fange i Bosnien. Det følgende har han fortalt mig i små bidder: han blev anholdt af kroatiske soldater, som førte ham ned i en underjordisk biografsal. Her var der i forvejen stuvet hundredvis andre fanger.
Der var uudholdeligt varmt, luften var tung og kvælende. Min far blev slået, så han mistede delvist følelsen i venstre hånds fingre og den ene fod. Det, der ødelagde min far allermest, var, at han blev tvunget til at se på, mens andre, han holdt af, blev udsat for voldsom tortur. Selvom han senere blev løsladt, hjemsøgte minderne ham altid, og han var forandret for evigt.
Alt dette vidste vi ikke, mens vi var i Kroatien.
Min mor syntes, at det var vigtigt at jeg ikke kom bagud med uddannelse, så hun indskrev mig på en kroatisk skole. De andre elever kunne på mit navn se, at det var muslimsk, og hadet begyndte at forpeste min skolegang. I frikvartererne sad jeg på lærerværelset for ikke at blive slået, og jeg måtte gå ti minutter før tid for ikke at blive banket af mine klassekammerater. Engang oplevede vi at blive spyttet i ansigtet på åben gade. Min mor trak mig til sidst ud af skolen, og besluttede at vi skulle flygte, fordi det ikke længere var sikkert for os at blive i Kroatien.
På dagen for flugten fjernede min mor alle navneskilte fra kufferterne, så soldaterne ikke kunne se, at vores navne var muslimske. Vi kom med en bus ud af Kroatien. Hvorhen vidste vi ikke, vi skulle bare væk. I de følgende dage blev smidt frem og tilbage mellem de forskellige landegrænser i de omkringliggende lande.
Efter syv dage endte vi i Polen, hvor en færge sejlede os til Danmark. Det var i 1993. Jeg var 9 år, og jeg glemmer aldrig besætningen på den båd: de talte til mig og min mor, som om vi var ligeværdige mennesker og med en varme, der gik lige i maven på mig. For første gang i lang tid følte jeg mig tryg. Jeg fik serveret pandekager og kylling. Aldrig har maden smagt så godt som på den færge.
I Danmark blev vi indlogeret sammen med andre bosniske flygtninge i telte. Jeg skrev ofte breve til min far, og jeg lagde et stykke vingummi ned i kuverten. Jeg bildte mig selv ind, at han ville modtage disse breve, selvom jeg godt vidste, at det var umuligt at sende post til det krigshærgede Bosnien.
Jeg får min far igen
Da krigen sluttede i 1995, fik jeg besked på, at min far ville komme til Danmark. Endelig, tænkte jeg. Jeg havde været så bekymret for ham. Jeg husker tydeligt, da vi skulle hente ham fra Kastrup Lufthavn. Jeg havde sommerfugle i maven, men så så jeg ham: Han kom gående krumbøjet i en gul striktrøje, han var blevet tynd, og alt hans hår var gråt. Det lignede ikke min far.
Da ugerne gik, gik det op for mig, at noget havde ændret sig ved ham. Han var til stede uden at være det og stirrede bare forbi en. En skal af den mand, jeg engang kendte. Den nærhed, humor og hans joviale måde at være på havde krigen taget fra ham. Torturen havde taget min far fra mig, og det gjorde mig afsindig ked af det. Jeg savnede min far.
Min fars traumer fra krigen fyldte mere og mere i hjemmet. Efter flere mislykkede forsøg på at få et arbejde i Danmark fik han det dårligere og dårligere. Han kunne kigge på mig og spørge: Hvorfor dræbte de mig ikke bare? Havde det ikke været lettere, hvis jeg døde under krigen? Min mor og jeg prøvede altid at få ham i bedre humør.
Han gik lange ture med vores hund og var ofte væk i flere timer. Jeg var bange, når han var ude, fordi jeg var ovebevist om, at han før eller siden ville tage sit eget liv. Jeg ventede nærmest på at politiet skulle banke på og sige, at min far havde hængt sig. Jeg plejede at vente i trappeopgangen efter skole, indtil min mor kom hjem.
Jeg var bange for at gå ind alene og finde ham død. Om natten var han så plaget af mareridt, at hans skrig vækkede os. Nogle gange græd han i søvne, remsede navne op og befandt sig i en anden verden, han ikke kunne vågne fra.
Min mor forsøgte at skabe en hverdag for os. Da hendes egen uddannelse ikke gjaldt i Danmark, begyndte hun at læse til pædagog, lærte dansk og fik job. Hun gjorde alt, hvad hun kunne for at skabe en normal tilværelse, men det lykkedes aldrig for min far. Så en dag blev mine forældre skilt, og han flyttede tilbage til Bosnien.
Jeg besøgte ham om sommeren, og hvert nytår ringede jeg til ham, hvor han for det meste sad alene derhjemme. Ellers levede vi hver vores liv.
Sidste gang jeg så min far, var en vinter i Bosnien. Efter et par år uden meget kontakt, følte jeg at vi kunne tale sammen igen. Vi lavede sjov, hyggede os, og han gav mig gode råd om et parforhold, som var gået i vasken. På et tidspunkt krammede han mig og sagde:
»Du er det bedste aftryk, jeg har efterladt i denne verden. Og selv om jeg ikke kan forstå, at du læste på CBS, der er et åndeligt fattigt sted, så er du blevet det fineste menneske«.
Vi talte til sent om morgenen, og da vi lagde os til at sove foran pejsen, kiggede han over til mig hele tiden og sørgede for, at dynen lå rigtigt på mig i løbet af natten.
Det sidste opkald
Jeg glemmer aldrig, da jeg noget tid efter turen til Bosnien, modtog et opkald fra ham. Jeg havde lige fået fri fra arbejde og var på vej til at mødes med nogle gamle venner. I al hast var jeg lige ved at misse opkaldet, men nåede det heldigvis i sidste øjeblik. Min far ville bare hilse.
I dag er glad for, at jeg nåede at tage telefonen.
En halv time efter fandt en ven ham død med telefonen ved siden af.
Jeg var den sidste, som han ringede til, inden han åndede ud. Selv om krigen og torturen tog min far fra mig, endte jeg med at få et glimt af ham tilbage.
I dag er jeg ikke vred på min far. Han gjorde, hvad han kunne for at overleve. Jeg er ikke bitter, tværtimod, jeg elsker og værdsætter livet.
Skal nogen lære noget af min historie som barn af en torturoverlever, så er det, at samfundet skal blive bedre til gribe familier og børn, der er pårørende til torturoverlevere, som ofte er alene og ensomme. Ensomheden kommer af, at man har nogle oplevelser i bagagen, man ikke kan dele med sine jævnaldrende, fordi man ved, at de ikke vil kunne forstå det, da deres liv har været så markant anderledes.
Det skaber ensomhed og fremmedgørelse. Jeg fik ikke hjælp som barn i folkeskolen og stod alene med mine kampe. Det kan og skal vi gøre bedre.